”Hvorfor stille op igen? Du har jo vist at du godt kan” Omtrent sådan faldt ordene fra en kollega, da jeg fortalte at jeg ville løbe Ultraløbet Ringkøbing Fjord Rundt på 100 km for anden gang.

At gennemføre et krævende løb anden gang er ikke nødvendigvis lettere end første gang. En stærkt demotiverende faktor for at fortsætte når tingene begynder at gå skævt, er at man har gennemført løbet tidligere. Hvis man kan tale om at der er en ting der er sikker inden for ultraløb så er det at tingene på et eller andet tidspunkt begynder at gå skævt. Til Everesting.dk får du rigtige mange muligheder for at beslutte dig for at stoppe, sådan ca. en gang i timen når du igen er tilbage ved depotet. Undskyldningerne for at stoppe skal nok hobe sig op, vabler, tunge ben, træthed, maveproblemer og så er der uvisheden om man kan trække kroppen igennem yderligere 15, 12 eller 10 timers pinsler.

På en eller anden bizar måde er der en slående lighed mellem at løbe ”Everest” til Everesting.dk og en verdensomspændende pandemi. Håbet om at det hele bliver godt igen midt i trætheden, pinslerne, den negative tankespiral og den fjerne drøm om at til sommer eller i morgen eftermiddag så er det hele overstået.

Jeg vil i lighed med sidste år lave et indsamlingsløb, hvor jeg håber at få indsamlet en sjat penge til Læger uden grænser. Oplægget til løbet er følgende:

The tipping point ultra

Et hvert langt ultraløb har mindst et ”tipping point” præcis som en pandemi. Et punkt hvor det hele balancerer på en knivsæg, og truer hvert øjeblik det skal være med at få tingene til at stikke af i den helt forkerte retning. Man opdager det som regel for sent og så er det det lange seje træk for at komme tilbage på ret kurs. Her må man ikke være bleg for at belønne sig selv fx med træstammer. Så længe der er træstammer er der håb! Skulle træstammerne slippe op må man som Monty Pythons sorte ridder med den ukuelige optimisme nægte at se nederlaget i øjnene, hvor overhængende det end måtte være. Når det hele ser allermest sort ud, som en coronavinter må man i stedet for overgivelse forhandle sig frem til et forlig. DNF eksisterer ikke allerhøjest udskudt gennemførelse på ubestemt tid.

The tipping point ultra er et 12-timers løb, hvor jeg vil løbe og om nødvendigt gå i 12 af døgnets mørke timer. Lige som jeg ikke er bange for at belønne mig selv, er jeg heller ikke bange for at belønne dem der vil støtte indsamlingen. Ud over at støtte indsamlingen med et valgfrit beløb skal man tippe på hvordan løbet spænder af i forhold til distance, forplejning m.m. for at have muligheden for at vinde belønningen. Tipskuponen offentliggøres ca. to uger inden løbet. Vinderen af den eksklusive præmie er den der har flest rigtige. Hvis der er flere om at have flest rigtige, trækkes der lod blandt de dygtige. Præmien er en eksklusiv mulepose påtrykt mit allerbedste løbetip og fyldt med lidt blandede fornødenheder. Lige som sidste år sigter jeg efter en løbsdato omkring 1. februar. Hold øje på Facebook.